Hvorfor blev det Sindal, der blev den største by mellem Hjørring og Frederikshavn? Svaret synes let. Hovedvejen Hjørring-Frederikshavn, der blev anlagt i 1840’erne og jernbanen fra 1871 med station i Sindal har haft størst betydning for at byudviklingen kom til at ske netop her. Der skal ikke her gøres rede for andre forhold, som har været medvirkende til byens udvikling. Forhold, der førte til dannelsen af Sindal storkommune i 1966, bliver heller ikke omtalt her:

Hvis Sindals udvikling fra starten skyldes, at hovedvejen fra 1845 blev anlagt, så den kom til at gå over Sindal sogns sydlige del, kunne historien nemt have fået et helt andet forløb. Hovedvejen var nemlig fra begyndelsen planlagt til at skulle have gået noget sydligere på strækningen fra Sønderskov til Tolne.
Den ville i så fald have gået lige syd om gården »Vestermark«, der ligger ca. 1,5 km syd for Sindal, og vejen ville have passeret Hørmested kirke. Dette er der fortalt om i Chr. Munck Rømers bog om Sindal sogn side 28-29. (Genoptrykt i Sindalegnens lokalhistoriske Forenings bog nr. 1)
Landevejen Hjørring-Fladstrand (Frederikshavn) gik indtil omkring 1830 som vist på kortet. (øverste streg).
Altså en vej som fortsat eksisterer i udbygget form. Denne vej følger stort set vandskellene. Det gør de »gamle« veje. De er opstået naturligt. Dvs. folk har fundet frem til den vej, der havde færreste forhindringer i form af større vandløb eller bakker. Den slags veje kunne i gamle dage bestå af flere parallelle hjulspor. Man lavede simpelt hen et nyt, når det gamle blev ufremkommeligt.

Chr. Munck Rømer fortsætter:
”Dette føles stadig mere besværligt, og i Amtmand Graahs Tid blev det gennemført, at der skulde anlægges en snorlige Vej mellem Hjørring og Frederikshavn (o. 1830).
Den kom ogsaa til at gaa omtrent saa lige som en Snor og den gik derfor på den første Mils Vej øst for Hjørring paa samme Sted som den nuværende Landevej, men fra Sønderskov fortsatte den lige mod øst over den sydlige Del af Fjeldsted Bys Marker og gik over Aaen, omtrent hvor Nybro laa 1811. Herfra førte den stadig lige mod øst til Hørmested (hvor Gaarden ”Gammel Kro” endnu minder om den), Tolne o.s.v. Der er endnu Spor af den flere Steder; f. eks. i Fjeldsted, Øst for Volstrup i Hørmested og ved Nederskoven i Aasted.
Den gamle Kongevej blev mærkelig hurtigt nedlagt igen paa hele den midterste Strækning. Thi da man i Aarene 1845-46 ombyggede den gamle bløde Vej til en stenlagt Landevej (Chaussé), valgte man at forlade den lige Linie igen. Ved at se paa Terrænet kan man tænke, at Vejen over de lave Strækninger fra Fjeldsted til Hørmested tit har været ufremkommelig.
Vejen biev da lagt lidt længere mod Nord, hvor den ligger nu, saa man byggede Bro over Aaen i det sydøstlige Hjørne af Sindal Sogn over til Birkets Mark i Hørmested sogn.
Uden at nogen af de medvirkende sikkert anede det, havde man nu lagt Broen paa samme Sted, hvor 200 Aar før den gamle Egens Bro laa. - Den ny Vej forenede sig med den gamle i Bakken øst for Skaarupgaard, men i den modsatte Bakke (v. Nederskoven) skiltes de igen, idet den ny nu gik Syd for den gamle. Afstanden var dog kun ringe. Ved Knivholt skar de igen hinanden.

I serien »Glemte dage« i Vendsyssel Tidende fra den 10/4-1956 fortælles der også om amtmand Gråh og den mislykkede vej:

”Da amtskarlen i Hjørring slog streger paa landkortet
For knap halvandet hundrede aar siden havde Hjørring amt en amtmand ved navn Graah. Han skildres af samtidige som en retsindig, men noget selvraadig herre. Han var ugift og kaldes i daglig tale altid for amtskarlen. Vejene i Vendsyssel var dengang i en ganske elendig forfatning og kunne knap nok kaldes veje. Det var smaat med pengemidlerne, efter statsbankerotten, men amtmand Graah forsøgte alligevel at faa veje anlagt, og han søgte at gøre det for smaa penge ved at tvangsudskrive arbejdskraft fra bøndergaardene. Hver gaard maatte aflevere saa og saa mange ”spanddage” med hest og kusk, alt i forhold til de enkelte gaardes hartkorn.

Mislykket vej til Frederikshavn
Amtmand Graah havde det princip, at den bedste vej mellem to punkter er den snorlige og den korteste. Det var derfor ikke noget problem for ham at anlægge en vej. En czar af Rusland blev berømt ved at lægge en lineal paa kortet mellem Moskva og Petrograd og sige til vejingeniørerne ”Dér, mine herrer, skal banen gaa - uanset hvad floder og søer der er imellem”. Amtmand Graah gik frem paa samme maade. Paa landkortet trak han linjer mellem byerne, og der skulle vejen gaa, lige meget hvilke naturlige forhindringer terrænet end frembød. Endnu i firserne kunne man se levninger af en saadan vej - eller rettere sagt forsøget paa at anlægge en saadan vej - mellem Hjørring og Frederikshavn. Det var utroligt, hvad anlæggelsen af den mislykkede vej kostede af spanddage. Alle sognene maatte stille med folk og heste, og amtskarlen gjorde sig desperate anstrengelser for at flytte bakker og jævne dale ved hjælp af den udskrevne arbejdskraft”.
Endnu i 80'erne – 1880'erne – er der spor af vejen. Og der er også spor af vejen i 1980'erne. Prøv selv at gå på opdagelse langs den gamle vej. Hvilket utal af spildte arbejdstimer er der ikke lagt her, den tids sparsomme hjælpemidler taget i betragtning.

Hvad sagde folk...
De bønder og bønderkarle, som udførte arbejdet, har sikkert grinet og rystet på hovedet af den skøre »Amtskarl«.
De har tvivlet på, at vejen nogensinde blev brugelig. De havde den praktiske erfaring for, hvor store stigninger hestespand kunne forcere.
De vidste sikkert også bedre, hvor højt vandet kunne stå i dalen omkring Uggerby å, når der var tøbrud.
Og der blev sikkert sagt: »Hvad sagde vi«, efter at vejen var taget i brug, og alle spådomme om vejens ubrugelighed gik i opfyldelse.
Hvilken opsigt ville det ikke have medført, hvis tilsvarende fejlprojektering af en vej fandt sted i vor tid?
Hvilken strøm af klager og læserbreve ville det ikke have medført? Den tids mennesker fandt sig tålmodigt i embedsmandsvældet.
Amtmand Gråhs administration af vejvæsenet førte dog alligevel til, at han i 1843 blev forflyttet til Århus som stiftamtmand (en større stilling). Han havde bragt sig i et kraftigt modsætningsforhold til beboerne i Hjørring amt - hed det sig.
Det var lige efter hans afgang, at det blev bestemt at den »bløde« Hjørring-Frederikshavnsvej skulle skærvebelægges.
Det var ved den lejlighed nødvendigt at tage stilling til, om Gråhs »lige vej« skulle udbygges i hele sin længde, eller om det var klogere at opgive dele af vejen, så man f.eks. undgik den vanskelige lave strækning over engene og åen syd for Fjeldsted.
Var amtmand Gråh så umulig som vejbygger, som historien fortæller?? Lagde han virkelig bare en lineal på kortet mellem to byer og sagde: ”Her skal vejen gå?” NEJ, selv om vejen er lige over lange strækninger, er den ikke lagt helt uden fornuft. Der er taget noget hensyn til terrænforholdene, men for lidt efter den tids muligheder for udjævning af forskellene.
Jens Andreas Gråh var på en måde kommet lidt foran sin tid. Hvis han havde haft vore moderne vejmaskiner, kunne hans »lige vej« sagtens have været lavet.