Evald Tang Kristensen (1843-1929) var en meget flittig mand, der skabte en enestående samling af jyske eventyr, sagn, folkeviser m.m.
Han opbyggede et stort net af kontaktpersoner, som han kunne vende tilbage til og i mange tilfælde også bo hos. Det var nødvendigt, da han det meste af tiden selv måtte bekoste sine indsamlinger og holde vikar i sit lærerembede, når han var væk. Det har naturligvis haft store personlige omkostninger for ham selv og hans familie, hvilket ikke gør hans bedrift mindre.
En overgang fik han en mindre støtte over finansloven, men denne blev frataget ham på initiativ af venstremanden J.C. Christensen, der som Tang Kristensen oprindelig var lærer fra Vestjylland.
J.C. Christensens begrundelse var, at der skulle spares og nu mente han, at der var samlet nok af den slags ting.
Han var på dette tidspunkt (1903) undervisnings- og kulturminister.

Evald Tang Kristensen havde sit hovedvirke i Midt- og Vestjylland, men kom på sine ældre dage også flere gange til Vendsyssel.
Han bevægede sig overvejende omkring på ”apostlenes heste”, men på disse lange ture var jernbanerne en væsentlig forudsætning for de lange stræk.
I sit selvbiografiske værk ”Minder og Oplevelser”, bind 4, s. 159 fortæller han om en sådan tur foretaget i maj 1898:
”Saa tog jeg derfra Billet med Toget lige til Sindal St. Jeg havde nemlig besluttet hen i Maj at tage en lang Tur. Denne Gang gjaldt det Vendsyssel, og det var virkelig trættende at komme der, da jeg kjørte uafladelig fra tidlig om Morgenen til Kl. næsten 3. Jeg gik først op i Byen for at sætte en Bogpakke af hos Lærer Sørensen, og saa gik jeg næste Dag ud til Slotved Fattiggaard. Inger Tronsig i Sindal havde Aftenen før fortalt mig et Æventyr og en Fru Hansen et Sagn. I Fattiggaarden var jeg saa heldig at faa fat paa en ægte Rakker, som havde sit Tilhold der. Han hed Roland Peder Andresen, og han var god til at fortælle og vilde gjærne, saa jeg sad hos ham i et Par Dage. Han fortalte mig ialt 11 Æventyr, og det var da en god Fangst, jeg der gjorde, og Folkene i Gaarden var flinke at komme af Sted med. Om Natten søgte jeg ned til Lærer Sørensen i Sindal. Roland var født i Nibe og havde aldrig kjendt sine Forældre. Sørensen fortalte mig ogsaa noget, mens jeg var der.
Saa gik jeg ud til Bindslev. Men jeg maa ikke glemme at fortælle, at jeg lagde Mærke til en Stendynge, der laa ved Vejen, og som jeg kom forbi, da jeg gik til Slotved. Den fortalte Folk om, at den stadig forøgedes, idet enhver der kom forbi, havde en lille Sten med sig at smide hen til Dyngen. En Gang var en Kræmmer bleven slaaet ihjel paa det Sted, og hans Lig der fundet, og siden turde Folk ikke gaa forbi Stedet uden at øge Dyngen.”
En af Tang Kristensens faste kontakter i Sindal kommune var lærer G.P. Andersen i Lørslev. Om forbindelsen til ham fortæller han i ”Minder og Oplevelser”, bind 3, s. 454:
”Jeg havde hørt Tale om, at Lærer G. P. Andersen i Lørslev var saadan en interessant Mand, og saa maatte jeg over til ham. Der var et Møde i Taars Skole, og da saa Folk gik derfra, fik jeg Følgeskab med nogle af dem der over ad. De gav mig god Besked om Vejen, da de forlod mig. Jeg skulde om ad Ilbjærge, og jeg fandt godt nok til Lørslev og blev vel modtaget af Andersen. Han havde sin gamle Moder hos sig, og der var helt rart at være der. Det, der imponerede mig en hel Del, var et helt Landskab, der var malet paa den ene Væg i Dagligstuen. Det havde en Søn malet en Gang, han var hjemme i Ferien, for Andersen var en ældre Mand og havde voksne Børn. Andersen havde ikke saa faa Bøger, og dem havde han i et lille Loftskammer, hvor jeg kom til at ligge om Natten. Andersen viste mig en hel Del Nissebilleder, som samme Søn havde tegnet paa Pap og saa klippet ud, og af dem gay han mig nogle, som jeg endnu har, saa dem har jeg da gjemt godt, men de er ogsaa morsomme.
Men nu skulde jeg jo til at arbejde. Lidt henne i Byen boede en Enkekone, hvis Mand var død kort før, hun selv var endnu i sin bedste Alder og havde et kjønt Ansigt, men da hun ejede en Gaard og skulde holde Folk, saa havde hun fæstet sig en Røgter, som hed Anders Rasmussen. Samme Røgter var god til at fortælle Historier, og jeg maatte da have fat i ham. Enken var ret forekommende, og jeg sad nu der i Stuen og fik skrevet en hel Del Æventyr op, som Anders sad og fortalte mig. Af og til skulde han jo ud at røgte, for sit Arbejde skulde han passe, men saa kom han ind igjen og satte sig hos mig, og Enken gjorde ingen Indvendinger. Om Natten laa jeg hos Andersen, og der fik jeg ogsaa min Føde, og saa gik det udmærket, saa jeg fik da her skrevet op ikke mindre end 18 Æventyr. Det var en god Høst paa et Sted. Andersen selv havde hørt og skrevet en hel Del Æventyr op, mens han var yngre, og dem havde han ført ind i en Bog, som han endnu havde. Den Bog fik jeg Lov til at tage med mig.”
En af Evald Tang Kristensens faste fortællere var Jens Peter Pedersen, der var rokkedrejer og husmand og boede i Ilbjerge syd for Lørslev. En par af kontakterne til ham beskrives således:
”Den 5te Juni tog jeg saa til Lørslev og tog Vejen om ad Rokkedrejeren Jens Peder Pedersen, men han var ikke hjemme. Jeg fik dog talt med et Kvindfolk der oppe i et af Husene og bad hende sige til ham, at jeg gik ned til Lærer G. P. Andersen og vilde gjærne tale med ham. En Tid efter, at jeg var kommen til Lørslev, kom han virkelig, og det var endda øsende Regnvejr, og han var gjennemvaad. Nu begyndte han at fortælle, og jeg skrev, og saadan blev vi ved til langt ud paa Aftenen. Ja, han var utrættelig. Det var ligefrem forunderligt, som den Mand kunde fortælle. Jeg blev hos Andersen om Natten og tænkte meget paa Jens Peter. Jeg frygtede ligefrem for, at han skulde faa en Sygen paa Halsen, men han klagede sig ikke.”
”Jeg gik så hen til Linderum Skole for at besøge Læreren. Han var særdeles venlig og vidste aldrig det gode, han vilde gjøre mig. Særlig Bespisningen, jeg fik hos ham, var meget flot. Derefter maatte jeg søge tilbage til Lørslev. Andersens Moder, der ellers var lidt tilbageholden, fortalte et Par Sagn, og en gammel Kvinde, Maren Jensdatter, noget mere, men især var Kristen Pedersen, der boede i et lille Hus ved Vejen ad Ugilt, helt flink til at fortælle. At jeg ogsaa denne Gang søgte op til Jens Peter Pedersen i IIbjærge, kan ikke undre nogen, og det var en meget rig Høst, jeg ogsaa denne Gang fik hos ham.”
Jeg vil opholde mig lidt mere ved personen Jens Peter Pedersen, der som det er fremgået vurderes meget positivt af Evald Tang Kristensen. Et sted beskriver han ham således også som en uudtømmelig kilde at øse af.
Jens Peter Pedersen var født 1836 på Borup Mark i Taars sogn, men allerede mens han var lille flyttede familien til ejendommen i Ilbjerge. Han betegnes som kunstdrejer eller rokkedrejer, men det vides ikke, hvor han har lært dette fag. Han er iflg. de løbende folketællinger ugift og uden efterkommere. Han har en ældre søster Inger Cathrine født 1832, som blev gift 1852 og sammen med manden emigrerede til USA.


Fra Evald Tang Kristensen: ”Gamle Kildevæld”, s. 80.
Jens Peter har som de primære kilder til sine mange sagn og historier angivet sin far og sin farmor. Han er således et led i en længere fortælletradition, hvor mønsteret kan minde om de gamle skjalde, der lærte deres arvtagere op og ofte fandt dem inden for familien. Jens Peter Pedersens far Peder Christian Pedersen var født 1805 i Bratbjerg i Tranum sogn og han må siges efter tidens målestok at være søgt langt hjemmefra, når han var flyttet helt til Lørslev. Fra landsbyen Bratbjerg kendes også den berømte kloge mand, Bratbjergmanden. Hans datter kunne i 2006 fejre 90 års fødselsdag og hun er 7. generation i familien af ”kloge folk”. Så det er et område med traditioner.
For et par år siden havde vi på lokalhistorisk arkiv her i Sindal besøg af en amerikansk professor Timothy Tangherlini fra universitetet i Los Angeles, Californien. Han arbejder på en doktordisputats over Evald Tang Kristensens indsamlinger og har udvalgt 5 af de mest centrale fortællere i hans materiale. En af dem er rokkedrejeren fra Ilbjerge, Jens Peter Pedersen. Trods det fremmedartede navn taler Tangherlini dansk, idet han har dansk mor.
At Evald Tang Kristensens arbejde kan vække interesse i USA kan ikke undre, da man trods landets størrelse ikke der kan fremvise noget tilsvarende.
Vagn Sand